Om POLARIS Center Herning

POLARIS Center Herning er en del af det specialiserede del af Handicap- og psykiatriafdelingen i Herning Kommune.

Vi specialiserer os i socialfaglig støtte og har tilbud til dig, der har en psykisk lidelse eller er psykisk sårbar og har brug for støtte i hverdagen. Vi arbejder ud fra en recovery-orienteret tilgang i samarbejde med dig som borger. Du kan læse om vores tilbud og metoder længere nede på siden.

Der er tilknyttet ca. 125 medarbejdere til POLARIS Center Herning. Personalegruppen er tværfagligt sammensat og består af pædagoger, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter og sygeplejersker, samt teknisk og administrativt personale. I Café Bøg er der ansat kok, ernæringsassistent og professionsbachelorer i Ernæring og Sundhed. 

POLARIS Center Herning består af flere afdelinger, herunder botilbud, aktivitets- og samværstilbud, bostøtte, samt lærings- og udviklingsaktiviteter

Recovery-orienteret tilgang:

I POLARIS Center Herning arbejder vi ud fra en recovery-orienteret tilgang i samarbejde med dig som borger, som du kan læse om længere nede på siden.

Vores forståelse af psykisk sygdom tager sit udgangspunkt i sårbarheds/stress-modellen, og det vigtigste redskab er dialogen mellem borgere og personale. Dialogen og relationen mellem medarbejderen og borgeren er derfor det bærende redskab i arbejdet med borgerens individuelle rehabiliteringsproces.

Omdrejningspunktet for det socialpsykiatriske arbejde er hverdagslivet, og der tages udgangspunkt i de udviklingsmål, livsværdier, ønsker, håb og drømme du har for fremtiden. 

I POLARIS Center Herning er alle medarbejdere uddannede i at anvende dialogværktøjet "recovery-star (TM)". Det dækker personens behov for støtte til et recovery-orienteret arbejde med udviklingsmål.

Vi samarbejder målrettet med dig om dine indsatsmål fra SVR (Samarbejde, Rådgivning og Visitation i Herning kommune).

I dialog med dig udarbejdes overskuelige og målbare delmål, som gør det muligt for dig at have overblik over dit eget rehabiliteringsforløb.

Fakta: Ordningen er inddelt i tre typer af indsatser; en gruppebaseret §85 socialpædagogisk bistand, en individuel baseret §85 socialpædagogisk bistand og en døgndækket §85 socialpædagogisk bistand.

Socialpædagogisk bistand er støtte til opgaver, du ikke selv er i stand til at klare på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Den består af en lang række hjælpeforanstaltninger.

Der kan blandt andet være tale om:

  • træning af daglige færdigheder, som gør dig i stand til at mestre hverdagslivet
  • omsorg og hjælp til personlige forhold som fx konfliktløsning
  • hjælp til at opretholde sociale netværk
  • støtte til udvikling af egne ressourcer, herunder muligheder for at kommunikere og indgå i samvær med andre
  • vejledning, rådgivning og hjælp til selvhjælp.

Socialpædagogisk bistand vil også, efter omstændighederne, kunne omfatte ledsagelse i forbindelse med aktiviteter.

Formålet med indsatsen er at bidrage til at skabe en tilværelse for den enkelte på egne præmisser. Indsatsen tager blandt andet sigte på, at du som bruger kan bevare eller forbedre dine psykiske eller sociale færdigheder. Du kan få tilbud om socialpædagogisk bistand uanset boform.

Tilbud om socialpædagogisk bistand vil altid bero på en konkret individuel vurdering. Det er Herning Kommunes opgave at sørge for, at opgaverne i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt.

Du kan ansøge om socialpædagogisk bistand hos kommunen, som afgør, om du kan få socialpædagogisk bistand.

Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte Herning Kommune.

Kilde: Borger.dk

Kontakt

Dorte Påskesen
Centerleder

Tlf.: 9628 5300
@: poldn@herning.dk

Vi anbefaler brug af sikker mail, hvis din besked indeholder personlige eller følsomme oplysninger.

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv fra myndighed til myndighed

Giv os din feedback

Hvad synes du om siden?