Evalueringer bakker op om gode erfaringer
Recovery-skolen uddanner otte peer-medarbejdere om året, og uddannelsen nytter, viser evalueringen af projektet, som er lavet i samarbejde med Socialstyrelsen.
– I 2018 viste evalueringen, at 95 pct. af deltagerne i uddannelsen oplever, at peer-uddannelsen har bidraget positivt til deres liv, og at 74 pct. nu er selvforsørgende efter endt uddannelse mod 54 pct. før, de gik i gang, fortæller Anne Bruhn-Houen.
Hun har været en del af uddannelsen fra starten og peger på, at der oprettes flere og flere stillinger som peer-medarbejdere inden for det offentlige – blandt andet som fremskudt rådgivning i Randers Kommune og på de forskellige regionale psykiatriske sengeafsnit.
– Peer-medarbejderne har nogle ganske særlige kompetencer i forhold til at hjælpe ligestillede videre i livet. Derfor har vi bygget uddannelsen op, så undervisningen altid foregår med to ligeværdige undervisere – en faguddannet og en peer-uddannet, siger Anne Bruhn-Houen.